Trines Ferie Fond

Name:
Location: Denmark

Tuesday, March 28, 2006

Demonstrationer i Frankrig

Som I sikkert har hørt, har der været massive demonstrationer i Frankrig i dag. Årsagen er de Villepins ansættelseslov, der giver mulighed for at ansætte franskmænd under 26 år på en toårig kontrakt. Men de franske studerende er vrede over, at arbejdsgiverne derefter kan opsige de unge uden varsel eller forklaring.

Og det kan jeg så sandelig godt forstå!

Hvor er vi henne, når man skal diskrimineres så groft på grund af sin alder? Argumentet er at der så vil komme flere unge i arbejde. Og det kan da også godt være, men hvordan vil arbejdsbetingelserne være for dem der kommer i arbejde? -Vil du ikke det? Jamen, så er du fyret! Ikke ligefrem noget godt arbejdsmiljø at skulle gå og være bange konstant. "Call that job satisfaction? 'Cause I don't!"

Så jeg håber det lykkes de mange demonstranter, at få de Villepin til at ændre loven igen.

Monday, March 20, 2006

Juble

Billedet til højre er det første billede der kommer frem på Googles Images, når man søger på ordet billede. Og hvorfor gør man så det? For at se om Blogspot har fået ordnet en fejl i billedsystemet. :) Men hun er da vakker, ikke?

Og nu noget helt nyt og fantastisk:

Jeg har banket Kåre i RoboRally!

Mit tredje spil nogensinde og jeg kom bare først! Han var helt stresset til sidst.

Hvilket leder mig til et andet problem: Hvor mange forskellige spil kan man have i en Suzuki Alto 1.1, når man samtidig skal have oppakning til en uge med? Det er altså noget af en opgave!

Men jeg har læst og læst om det område vi skal ned og besøge og det skulle være et fantastisk skønt vandreområde, men masser af afmærkede stier. En hel del af dem kan endda gåes med barnevogn. Og så må jeg da også kunne klare dem. Alle turene er mærkede med længde, estimeret tid og højdeforskel. Det er da dejligt.

Og så går der vandrebusser. Altså busser der kører rundt til de steder hvor stierne krydser veje. Så kan man enten tage en bus den ene eller den anden vej. Eller hvis man har overvurderet sig selv, så kan man korte af halvvejs. Det er da en god sikkerhed for mig.

I området ligger der også flere rideskoler, som tager turister med på tur. Det lyder rigtig godt. Så nu må vi se om Kåre vil med eller om jeg skal tage afsted alene. Det er de dejlige rolige haflingere, som er indfødte østrigere, der typisk bliver brugt.

Det må altså være en helt fantastisk måde at opleve alperne på. På ryggen af sådan et dyr. Og så koster det 10€ i timer, så det skal jeg altså opleve.

Jeg glæder mig sådan, men det er der vist ikke nogen der kan være i tvivl om?

Wednesday, March 15, 2006

Jibiiii

Nu har jeg bestilt et hotelværelse til os fra den 3. juli til den 10. juli på Hotel Post in Ramsau am Dachstein. Som den opmærksomme læser, hvis der er nogen, vil have opdaget, så er det fra mandag til mandag. Så vi skal køre sydover, mens der ikke er lastbiler på de tyske motorveje og det er udenfor weekendens myldretid.

Thursday, March 09, 2006

Hurra

Så rundede jeg de 100$ hos Google. Så der bliver sat omkring 700 kroner ind på min konto i løbet af den næste måned. Det er jo ikke dårligt.

Jeg har haft ringet til Thinggaard i dag. Jeg er ikke specielt imponeret over deres service. Vi kan nemlig ikke booke vores ferie direkte fra hjemmesiden, fordi vi gerne vil have et lidt større værelse. Men nu skal de først til at kontakte hotellet. Så det er spændende om det lige øger prisen 50%. Og på deres hjemmeside har de ikke halvdelen af de rejser de reklamerer med og ikke en eneste tur til Østrig før den 1. juli.

I går snakkede Kåre med sin mor og hun gav mig en skanner til min FerieFond. Så hvis der er nogen der er interesseret i en Canon N650U til 200 kroner, så sig endelig til. Pengene går til et godt formål!

I eftermiddag har mig og Siri været på stranden. Det var koldt og blæsende og modbydeligt. Men rigtig hyggeligt. Siri legede med en korthåret gravhund og hentede en masse pinde i vandet. Det vil sige, pinde er lidt en underdrivelse, for det eneste vi kunne finde var en stor planke og en kæmpe brændeknude. Jeg stod på en badebro og kastede dem i vandet og Siri hentede dem og lagde dem op over højvandslinjen. Så det er en træt og våd hund jeg har nu. Men det er altså nu rart at blive blæst godt og grundigt igennem engang i mellem. Og så skulle frisk luft være så sundt.

Og Siri er blevet rigtig god til at lege med små hunde. Der er jo ca. 70 kilos forskel på en newf og en gravvaps, men det var slet ikke noget problem. Og da jeg besluttede at vi skulle vende om, kom hun ligeså fint med mig. Og snor, det var ikke noget vi brugte. Så alt i alt en rigtig god tur.

Og sådan ser en våd newf altså ud, for jer som ikke ved det. Og der kan være MEGET vand i sådan en pels.

Saturday, March 04, 2006

Elev dræbt på HG

I morges stod jeg op til nyheden om at en elev er blevet dræbt på mit gamle gymnasium. At en ung pige er blevet stukket ihjel foran tavlen vi alle så som det første om morgenen. Det var nemlig der sedlerne om fritimer hang. De næste generationen på Hasseris Gymnasium vil ikke kunne stå der og glæde sig over at fysiktimerne fra 2 til 4 er blevet aflyst, uden også at tænke på at her blev Cecilie dræbt under fastelavnsfesten i 2006. Kun 3 måneder før hun var færdig med gymnasiet og var klar til at komme ud i livet.

Mine tanker går til familien, klassekammerater og venner, lærere og alle de mange andre der er berørte af denne tragiske hændelse. Æret være hendes minde.
Cecilie Kajus Næblerød
 3. marts 2006 

Friday, March 03, 2006

Hvad gør man?

Jeg har lige været i Bruuns Galleri for at finde noget træningstøj til min indlæggelse på Gråsten. Men om jeg kunne finde noget? Næ. Der var masser at vælge mellem, men allerhøjest i en størrelse 44. Og de var endda små. Og ved det at jeg skal bruge en 48, så kan I jo nok se at det var et problem.

Så hvor i himlens navn køber andre fede deres træningstøj henne? Jeg mener, vi kan jo ikke allesammen gå rundt og passe en størrelse 32 ligesom Victoria Beckham! Det er jo ikke engang pænt.

Man skulle virkelig tro at tykke mennesker burde gemme sig væk indtil de har tabt sig. Når man nu ikke engang kan købe træningstøj i almindelige sportsbutikker!

Og det var så dagens sure opstød.